Nissan e-NV200 Evalia – vores nye elbil

E.ON og AVIS har en “elbil ambassadør” kampagne, og jeg falder straks for tilbuddet: 2.500 pr måned for en moderne, 5-personers kassevogn på el.

Efter jeg bliver accepteret som ambassadør, er det med svag stemme jeg forklarer det til hustruen. Vi har i forvejen tre biler, og dermed en bil mere end vi har kørekort i familien… Hun sætter et ultimatum: To af bilerne skal sælges!

Så den 15 år gamle Peugeot 106 electric med Nikkel-Cadmium batterier og 90 km/t som topfart, og den lille Citroen C1 fra 2012 kommer straks på bilbasen og i den blå avis. Elbilen bliver desuden slået op på elbilforum.no og mobile.de.

Der kom nogle bud på begge biler, flest på elbilen, men alle lavere end vores forventninger.

Ingen af bilerne var solgt den tirsdag (1/9-2015) jeg hentede den nye Nissan… Men samme aften ringede en gut fra Jylland og spurgte til peugeot’en, og sagde han ville køre 3 timer med en autotrailer fra Jylland for at “se på bilen”, torsdag d. 3/9. Det lød lovende 🙂

Og som forventet: På trods af et leje der kastede lejefedt og lav servo hydraulik stand, så købte han bilen: http://elbil.spjeldager.dk/#post67

Jeg lod mit gode hjerte løbe af med ham, og gav ham alle mine ladekabel-konvertere med. Så nu kunne jeg ikke længere lade Nissan’en hjemme, jeg manglede mit kabel fra kraftstik til EEC og EEC til “dansk 230 Volt med jord” hunstik, som passer til Nissan’ens “mormorkabel”.

Så resten af dagen gik med at køre i Silvan, Bauhaus og Harald Nyborg for at finde og samle de nødvendige komponenter for igen at kunne lade hjemme. Og nu lader den så, men den når ikke at lade helt op, inden jeg skal køre i morgen. Det går nok, jeg er vant til en noget lavere kapacitet 🙂