Ikke lige hvad vi drømte om

1100 km

Evaliaen har nu rundet 1100 km, og vi har opdaget de gode og dårlige sider ved bilen. Det er selvfølgelig meget subjektivt, og med udgangspunkt i vores præferencer og brugsmønstre.

Bilen dur ikke til vores formål. Den er for lidt SUV, for meget “kassevogn med bagsæder sat ind”. Affjedringen er håbløs: Bilen gynger uafbrudt, så børnene bliver køresyge, og baghjulene hopper over fartbump. Sideruderne bag er for små, og der er hverken varmekanaler, sædevarme, højtalere eller armlæn ved bagsæderne. Det er selvfølgelig fint at vi bare kan kaste børnenes cykler ind bagi, og stadig have 4 siddepladser i bilen, det er bare ikke nok.

Det er umuligt at finde en god siddestilling i førersædet: Ryglænet har ingen lændestøtte, rattet er for langt væk, højre fod skal have en underlig vinkel ud til højre for at kontrollere speederen uden at ramme bremsepedalen, venstre sidespejl er halvt fyldt med bilen selv når det er justeret så langt ud som det kan. Så Nissan EV-200 er ikke for os.

Alt det der handler om elbil og andet teknisk komfortudstyr er super: Ingen motorstøj, altid højt moment til rådighed, fjernstyring og tidsindstilling af opladning og varme, glimrende navigation, klimaanlæg, sæde- og ratvarme samt bakkamera. Det eneste lille minus er at ladeledningen er ikke låst fast til bilen under opladning, og at bilen ikke har så meget kraftoverskud ved hastigheder over 90-100 km/t.

Jeg pendler for tiden dagligt 30 km hver vej til arbejde, og når jeg kommer hjem estimerer den at batteriet har kapacitet til mellem 45-60 km, alt efter hvor meget den har skullet varme, og hvordan jeg har kørt. 110 km/t på motorvej trækker meget mere end 70-80 km!

I forhold til de 60-90 km’s rækkevidde vi havde med den gamle Peugeot 106 med den halve batterikapacitet (12 kWh) er rækkevidden ikke imponerende (den havde max fart 90 km/t), men Evalia’en er jo også MEGET større, og har dermed meget større luftmodstand. Og det tæller kraftigt, når topfarten også er så meget højere.

 

 

 

Hvordan kører den så?

Bilen har den moderne elbil-kvalitet: Højt moment tilgængeligt til enhver tid.

Eller sagt på en anden måde: Når du træder speederen i bund, er det som om den allerede har skiftet to gear ned i forvejen!

dav
Stor bil

På papiret har den en accelleration 0-100 på 14 sekunder. Det er bare ikke sammenligneligt med en bil med gear: For dem går der først et halvt sekund med at finde det gear der kan accellere, og inden da er elbilen kørt 🙂

Det er sjovt! Men også meget tydeligt i info-displayet at det koster på rækkevidden at fyre raketten af. Men sjovt!

Nissan e-NV200 Evalia – vores nye elbil

E.ON og AVIS har en “elbil ambassadør” kampagne, og jeg falder straks for tilbuddet: 2.500 pr måned for en moderne, 5-personers kassevogn på el.

Efter jeg bliver accepteret som ambassadør, er det med svag stemme jeg forklarer det til hustruen. Vi har i forvejen tre biler, og dermed en bil mere end vi har kørekort i familien… Hun sætter et ultimatum: To af bilerne skal sælges!

Så den 15 år gamle Peugeot 106 electric med Nikkel-Cadmium batterier og 90 km/t som topfart, og den lille Citroen C1 fra 2012 kommer straks på bilbasen og i den blå avis. Elbilen bliver desuden slået op på elbilforum.no og mobile.de.

Der kom nogle bud på begge biler, flest på elbilen, men alle lavere end vores forventninger.

Ingen af bilerne var solgt den tirsdag (1/9-2015) jeg hentede den nye Nissan… Men samme aften ringede en gut fra Jylland og spurgte til peugeot’en, og sagde han ville køre 3 timer med en autotrailer fra Jylland for at “se på bilen”, torsdag d. 3/9. Det lød lovende 🙂

Og som forventet: På trods af et leje der kastede lejefedt og lav servo hydraulik stand, så købte han bilen: http://elbil.spjeldager.dk/#post67

Jeg lod mit gode hjerte løbe af med ham, og gav ham alle mine ladekabel-konvertere med. Så nu kunne jeg ikke længere lade Nissan’en hjemme, jeg manglede mit kabel fra kraftstik til EEC og EEC til “dansk 230 Volt med jord” hunstik, som passer til Nissan’ens “mormorkabel”.

Så resten af dagen gik med at køre i Silvan, Bauhaus og Harald Nyborg for at finde og samle de nødvendige komponenter for igen at kunne lade hjemme. Og nu lader den så, men den når ikke at lade helt op, inden jeg skal køre i morgen. Det går nok, jeg er vant til en noget lavere kapacitet 🙂